Komma sponsorerer Marselisløbet
Marselisløbet fylder 40 år i år, og i den forbindelse vil løbet styrke indsatsen for at blive endnu mere synligt hos de midtjyske virksomheder. Både i forbindelse med indsatsen for at lande sponsorater, men også for at fortælle virksomhederne, at de med Marselisløbet har en alle tiders chance for at give medarbejderne en god oplevelse, hvis de løber sammen med kolleger og familie. I anledning af jubilæet løber børn op til 15 år gratis med, så der er i år ekstra fokus på Marselisløbet som en weekend for hele familien.
Brug for mere synlighed
Marselisløbet kom til Komma med opgaven: Hjælp os med at lave materiale, der giver bedre synlighed over for virksomhederne, uden at vi bruger for mange penge på markedsføring og materialer - for overskuddet fra løbet går tilbage til idrætten.
En tegning siger det hele
Resultatet blev en tegning! En skøn tegning af løbsfeltet, lige når vi alle sammen, uanset form, tonser af sted - se om du kan finde dig selv! Tegningen kommer til at danne grundlag for en stor del af kommunikationen omkring Marselisløbet her i jubilæumsåret - ikke bare over for virksomheder, men også i forbindelse med et af Marselisløbets centrale budskaber: Det er ikke kun på løbsdagen, du får noget ud af at deltage. Der er fortræning før løbet og masser af muligheder for at træne videre bagefter. Til det har Komma lavet motionstidslinjer, som du kan se her på siden lige om snart...
Uanede muligheder
Indtil videre har vi lavet et cool charteque med tegningen i farver på forsiden og i sort/hvid på indersiden (prøv at printe den ud og se, om du kan lade være med at begynde at farvelægge…) og en række skabeloner og kuverter, Marselisløbet kan anvende i deres kommunikation med virksomhederne. Inden længe kommer der også nyt banner på www.marselislobet.dk, og hvem ved, hvad der mere kommer med tiden?
