Med ny, dynamisk hjemmeside rammer Komplex it flere målgrupper

Komplex it ønskede at øge kendskabsgraden til deres ydelser og produkter, over for både eksisterende og potentielle nye kunder. Samtidig ville de gerne blive bedre til at kommunikere til begge deres to kernemålgrupper: it-specialister og økonomiske beslutningstagere. Derfor havde de blandt andet brug for en ny hjemmeside, hvor både det visuelle og det indholdsmæssige fik en overhaling, så siden kunne bruges som omdrejningspunkt for al kommunikation. Til det formål har Komma skabt en ny og mere dynamisk CMS-platform, et nyt og brugervenligt layout og indhold som rammer begge deres målgrupper.

"Vores hjemmeside havde efterhånden nogle år på bagen, og den levede ikke længere op til vores behov," fortæller Per Lolk, der er salgsdirektør hos Komplex it "Vores daværende CMS-platform var ikke særlig fleksibel, og vi havde for eksempel ikke særlig gode muligheder for at fremhæve nye ydelser, kampagner, events eller interessante temaer. Samtidig savnede vi, at vi via siden kunne adressere vores relativt differentierede målgruppe.

Vi ønsker overordnet at kommunikere til både it-specialister, økonomiansvarlige og andre strategiske beslutningstagere, og det er langt fra den samme information, der interesserer de forskellige målgrupper. Specialisterne forventer, at det tekniske niveau er højt, og de øvrige læsere vil bare gerne have letforståelig information om, hvordan de får positive resultater på bundlinjen ved at investere i vores ydelser eller produkter.

Med den gamle hjemmeside var det ikke muligt at skille informationerne ad, og vi var efterhånden helt ved at opgive tanken om at bruge hjemmesiden til noget som helst. Men Komma fik os overbevist om, at det var muligt at få en side, der levede op til alle vores ønsker, og det kom helt klart til at holde stik!"

Ny CMS-platform

For at kunne imødekomme Komplex it's behov for en mere dynamisk side, var det først og fremmest nødvendigt med en ny CMS-platform. Valget faldt på open-source-systemet Umbraco, der giver mulighed for en meget fleksibel og individuel løsning, som kan tilpasses, efterhånden som Komplex it får nye behov. Per Lolk uddyber: "Vores gamle hjemmeside skilte sig på ingen måde ud fra andre hjemmesider, og det var derfor vigtigt for os, at den nye platform gav os mulighed for en hel del mere liv, og at den var fleksibel nok til at kunne imødekomme eventuelle ændringer, så vi ikke stod i samme situation igen om fire år."

Dynamisk layout

Kort tid før hjemmesideprojektet gik i gang, havde Komma udviklet en helt ny visuel identitet for Komplex it. Den kom til udtryk i et nyt logo, ny brevlinje, nye visitkort og nye firmapræsentationer, og den skulle naturligvis også afspejles i hjemmesiden. Per Lolk fortæller: "Komma har sørget for, at vi har fået et helt nyt layout, der er lækkert at se på, og som understøtter brugervenligheden. Læserne bliver i langt højere grad end tidligere guidet rundt på siden, alt afhængigt af, om de vil læse om teknik eller økonomiske fordele. Og så kan vi hele tiden fremhæve aktuelle ting, vi har allermest behov for på et givet tidspunkt. Ved hjælp af spotbokse kan vi aktivt guide vores kunder frem til det, vi gerne vil have dem til at læse om, - fx et seminar, et nyt produkt eller de økonomiske gevinster, vores kunder har opnået ved at handle med os. Det er slut med at krydse fingre og håbe vores besøgende finder den vigtigste information ved et tilfælde!.

Målgruppen i fokus

Som en del af layoutet kan de enkelte sider i dag forsynes med tema-ikoner, som hjælper med at illustrere, hvad siderne handler om. Der blev samtidig gjort plads til mere billedmateriale og flere illustrationer, end der havde været tidligere - alt sammen for at understøtte budskaberne i teksterne. "Vores hjemmeside er uden tvivl blevet meget mere brugervenlig," siger Jesper Jensen, der er administrerende direktør hos Komplex it. "Vi kan ikke undgå at have meget tekst på vores sider, da vores budskaber er ret komplekse, men med de mange nye muligheder for illustrationer, er det hele blevet langt mere spiseligt. Og så har Komma hjulpet os med at lave noget, som er helt nyskabende, og som vi er meget stolte af - vi har simpelthen fået vores eget Komplexikon - et it-leksikon, hvor vi kan beskrive de meget it-tekniske begreber i menneskesprog. Her kan de knapt så it-kyndige slå op, hvis der er et begreb, de har behov for at få forklaret for at kunne forstå den store sammenhæng."

Webtekster fik en overhaling

Ud over de nye tekster til it-leksikonet, fik selve webteksterne også en overhaling. Jesper Jensen forklarer: " Det er selvfølgelig vigtigt for os, at teksterne bærer præg af, at vi er eksperter på de produkter og ydelser som vi udbyder, og derfor må vi ikke fokusere så meget på at gøre teksterne lette at forstå, at de tekniske budskaber går tabt. Omvendt må teknikken heller ikke gøre teksterne uforståelige. De steder, hvor teksterne bliver lidt teknisk tunge, har Komma derfor sørget for at linke videre til Komplexikonet, så begge vores målgrupper kan læse med."

Også til intern brug

"Det var vigtigt for os, at få en hjemmeside, der ikke kun bruges eksternt, men som også vores medarbejdere ville få glæde af," fortæller Per Lolk. "Siden skulle være nem for vores medarbejdere at navigere rundt på, så de kunne bruge den til at understøtte salgsarbejdet ude hos kunderne . Vores medarbejdere har taget godt imod den, og vi har også på fornemmelsen at den fungerer rigtig godt hos vores kunder. Vi har fået en meget mere dynamisk side, som i langt højere grad formår at fortælle, hvad det er, vi kan!"