Visma Sirius fik friske kræfter til tekstproduktionen

I forlængelse af sit mangeårige kendskab til Komma, henvendte marketingchef Dorthe Hietala fra Visma Sirius A/S sig til os for at få skrevet både referencecases, produktblade og pressemeddelelser for virksomheden. Og så var kimen lagt til et fast samarbejde!

"Som it-virksomhed føler vi tit, at det kan være svært at skrive tekster om vores produkter, så de både er til at forstå, og så det tekniske budskab ikke går tabt," fortæller Dorthe Hietala, der for nylig er startet som marketingchef hos Visma Sirius. "Jeg havde arbejdet med Komma før, blandt andet i mit tidligere job hos IBM, og selv efter mange år i it-branchen er jeg ikke stødt på andre bureauer, der kan det, som Komma kan i forhold til at kommunikere it, så det er til at forstå. Derfor faldt det mig naturligt at henvende mig til dem, da vi havde brug for hjælp til at skrive produktblade, referencecases og pressemeddelelser."

Starten på et samarbejde

Siden da har Komma talt med både Visma Sirius og virksomhedens kunder for at nå ind til benet af, hvad Visma Sirius leverer, og tekstproduktionen er sat på skinner. De første referencecases og produktblade blev taget i brug, kun et par uger efter at samarbejdet var startet, og Visma Sirius er sikker på, der bliver god brug for Komma i fremtiden.

Tekster glider ned som smør

"Det er rart at have en fast samarbejdspartner, når vi skal have skrevet tekster, for så skal vi ikke starte fra Adam og Eva hver gang," uddyber Dorthe Hietala. "Komma ved en hulens masse om it-branchen og har en helt særlig evne til at beskrive løsninger og produkter, så teksterne glider ned som smør. Det er ikke let at finde andre steder!"